Kursustilbud i foråret 2025
Alle børn synger morgensang
Kulturministeren afsatte i efteråret en pulje til skoler, der ønsker at etablere morgensang på skolen eller styrke skolens indsats med morgensang.
I Børn & Unge har vi søgt penge hjem til et kursusforløb til lærere og pædagoger, der understøtter motivationen til at synge morgensang på skolerne.
Mange musiklærere arbejder alene meget af tiden, og udover at styrke faglige kompetencer er formålet også skabe rum for videndeling, faglig sparring og netværksdannelse.
Kurset er finansieret af Kulturministeriets morgensangspulje og er gratis for skolerne.
Konkret består forløbet af 5 fælles kursusdage á 3 timer i foråret 2025.
Sideløbende er der mulighed for at tilvælge et individuelt forløb med brugsklaver eller brugsguitarforløb på 12 gange 30 min. Instrumental-undervisningen tilrettelægges som soloundervisning eller på små hold afhængigt af kursisternes forudsætninger.
Indhold:
- Viden om børns stemmedannelse og vejen til ’sangtryghed’ for de voksne.
- Repertoirekendskab: Forskellige genrer, energiniveauer, stemninger, til forskellige aldersgrupper, bevægelsessange, ekkosange, kanon og enkel flerstemmighed.
- Musikledelse & akkompagnement – Indstudering af nye sange, tekstformidling mv., ’praktik’.
- Organisering og kultur i dagligdagen – Ejerskab i hele personalegruppen, videndeling, etablering af netværk
- Udarbejdelse af handleplan for den enkelte skole.
Alle lærere og pædagoger med interesse for at lede morgensang på skolerne kan deltage.
Undervisningen varetages af undervisere fra Aalborg Kulturskole og Det Jyske Musikkonservatorium.
Tilmelding foregår ved at udfylde nedenstående formular senest onsdag d. 12. februar.
Kontakt Eva Østergaard på eos-skole@aalborg.dk for yderligere information.
Puljen har til formål at understøtte motivationen til at synge morgensang på landets grundskoler ved:
- at skolerne erhverver de nødvendige kompetencer og instrumenter til at kunne forestå morgensang
- at tilskynde til, at skolerne arbejder mere systematisk med at indføre morgensang som en naturlig del af skolens hverdag.